Håberdetgård Bondegårdsferie
Lindegaard - eller Håberdetgård, som den bliver kaldt i folkemunde – er en gammel firlænget bondegård centralt beliggende i landsbyen Torslunde lige syd for Høje Taastrup. Stuehuset er fra 1850 og bevaringsværdigt. Staldene er fra 1916-18. Vi har efterhånden renoveret (næsten) hele gården i den oprindelige ånd, og projektet har modtaget en arkitekturpris fra Ishøj kommune. Her kan du opleve bondegårdsferie på landet samtidig med, at du befinder dig et stenkast fra storbyen. Der er masser af plads omkring gården. Hyggekrog, grill- og bålplads. På marken går vores smukke Charolais-kvier og i gårdspladsen slænger de dovne katte sig. Naturstien løber lige forbi og går helt til Ishøj Strandpark mod øst og til Hedeland mod vest; fantastisk til gå-, løbe- eller cykelture. Torslunde ligger desuden: · Tæt på alle motorveje omkring København · 5 minutters kørsel til Høje Taastrup Station, der er knudepunkt for både regional- og S-tog. Gratis parkering ved stationen. · 8 minutters kørsel fra museet Arken og Strandparken · 20 minutters kørsel fra Rådhuspladsen, Tivoli og København City (udenfor myldretiden) · 17 minutters kørsel fra Kastrup Lufthavn (udenfor myldretiden) | ||||